Samtalerne og den svære samtale

I morgen, onsdag den 31. maj, finder konferencen Samtalerne sted i København. Jeg deltager, og glæder mig til en dag med fokus på dialog, samtale og kommunikation. Mon ikke jeg efterfølgende skriver et lille indlæg om dagens indtryk her på bloggen.

Den svære samtale
Arbejdspladser er - og det er jeg sørme glad for - begyndt at i stigende grad at tage deres medarbejderes sundhed og livsstil alvorligt. At se tingene i sammenhæng er vigtigt: mange af de ting vi gør i vores liv i fritiden har indvirkning også på de timer vi er på arbejdspladsen.. og omvendt. Også når det gælder livsstilsfaktorer som rygning, alkohol, motion og madvaner. Resultatet af for lidt motion og for meget mad er - som det nok er alle bekendt - overvægt og fedme.

At arbejdspladsen "blander" sig i medarbejdernes overvægt kan være godt, hvis det gøres sobert, reelt og ærligt - i et tillidsfuldt møde mellem medarbejder og leder. Og arbejdspladsen kan hjælpe og støtte den overvægtige, hvis denne har et udtrykt ønske om at blive hjulpet og støttet. Eller med andre ord: er motiveret for et vægttab. En arbejdsplads kan ikke motivere til vægttab ved at skræmme medarbejderen.

Min helt klare holdning er at vi alle - medarbejdere, arbejdspladser, borgere - har et ansvar for at forvalte vores liv så godt vi kan, udfra de forudsætninger vi har på det givne tidspunkt. Og med støtte fra omverdenen - og indre motivation - kan en ændret livsstil bidrage til det gode liv. Hvis arbejdspladsen vil tage del i livsstilsændringer må den diskutere og formulere en politik, der sikrer medarbejderens tryghed og sundhed. I et tillidsfuldt møde ; i dialog ; samtale.

Så spis dog ordentligt!

Madmæssig sundhed handler ikke kun om at spise fedtfattigt, men også om at være bevidste om hvorfor vi spiser, hvad vi spiser og hvornår, og med hvem. Jeg vil hævde, at spise på fastfoodrestauranter ikke er sundhed overhovedet – ej heller selvom der nu også serveres gulerødder som alternativ til pommesfrites (!!) – eller salat med kylling som erstatning for burgeren.



Lørdag, klokken er halv to. Indkøbene til weekenden er overstået i supermarkedets virak. På vej hjem i bilen funderes over hvad frokosten skal bestå af! Det skal være let, hurtigt og ikke for stort et måltid. Med de kriterier er mulighederne mange… Rugbrødsmadder med pølse og postej indtaget omkring spisebordet? Eller måske lune resterne fra gårsdagens aftensmåltid? Eller…. Skal vi lige smutte forbi McDonald’s, det ligger jo lige på vejen. Fra tanke til handling er der – lige i denne situation, og med råbene unger på bagsædet og en blodsukkerkurve der er nedadgående – ikke langt! Som tænkt, så gjort. Bilen parkeres foran ”restauranten” mellem de andre store familievogne. Parkeringspladsen dufter (læs: lugter) af friture og pommesfrites. Dørene åbnes til paradiset, hvor alt tilsyneladende er tilladt og endnu mere muligt!

I ”restauranten” er selvbetjening den høfligste og eneste betjening. Første udfordring er at finde en god plads. Ungerne vil allerhelst sidde ved et bord der er så tæt placeret ved legeland som muligt. Vi voksne så langt væk derfra som overhovedet muligt. Støjniveauet er over hvad ørerne og tankerne har godt af. I legeland er en børnefødselsdag på sit højeste. Der hujes, råbes og skriges. Pigerne skriger om kap, drengene slås, og alle har ketchup på fingrene og lidt is i mundvigen. Thuhej, der er fest.

Velplaceret ved det fedtede og meget lille bord, hvor dug er en mangelvare og madrester en selvfølge begynder diskussionerne om hvad der skal bestilles. Altså, hvad skal manden i familien rejse sig og stille sig i kø i lang tid for at bestille til en pige puberteten med fiks kasket og et alt for påtaget smil. Familien drøfter de mange muligheder, ikke ved at se på menukortet på bordet, for det findes ikke, men ved at sidde og kigge på store farverige billeder. Der er meget at vælge i mellem, og når først valget af mad, tilbehør, drikke og sauce er gjort skal der tages stilling til almindelig eller stor portion. Nu er vi jo ude, så vi tager den store. Den koster også kun 5 kr. mere…

Familiens jæger – manden – begynder jagten på mad, stiller sig i kø, bestiller, kører gladelig Dankortet gennem terminalen, og en bakke med mad pakkes. Maden stables og pakkes på en slidt plasticbakke med en engangspapirbeklædning, der reklamerer for mere mad. Det er noget af en kunst at for jægeren at vende tilbage til familien med byttet: maden. Han skal bevæge sig ad snoede stier, mellem borde, løbende børn og spisende voksne, der alle har nok i at holde orden i eget hus, ved eget bord.

Nu skal der spises. Frokosten pakkes ud af de mange emballager, og stilles op så armene skal bevæge sig mindst muligt for at komme til. Pommesfrites skal arrangeres, poser med pommesfrites sauce skal åbnes, ketchup lige så. Der skal sugerør i drikken. Og til sidst skal pakken med den varme ret åbnes. Burgeren. Hurra, så er vi alle klar. Nej, vi har glemt servietter, og det er moderens pligt at sørge for at familien ser pæn ud, at facaden er i orden. Hun begiver sig nu – men først efter at have skældt ud på manden, sukket højlydt - ud på den samme tur som manden tidligere var på for at skaffe mad. Servietterne ligger nemlig kun få meter fra det sted hvor den alt for glade pubertetspige solgte os lyksalighederne. Vel tilbage i familiens skød kan måltidet begynde.

Biiiiiip, biiiiip…. Biiiiip, biiiiip. En besked melder ankomst på en af de mange telefoner i ”restauranten”. Det viser sig, at være den ene af ungernes telefon, der ryster lidt og biiiper højt. Og det må være vigtigt, for ungen kaster burgeren ned i bordet og griber hastigt telefon med fedtede fingre og en pommesfrites halvvejs hængende ud af den ene mundvig. Ingen andre ved bordet tager notits af scenariet, der spises videre i hast.

Støjniveauet er stadigt stigende og som om børn og voksne ikke laver nok larm i sig selv, så lyder der nu også musik i højtalerne. Telefoner ringer og der tales med mennesker, sikkert i andre ”restauranter” eller andre eksotiske steder.

Efter at have spist, talt i telefon og råbt lidt til hinanden henover bordet for at kunne høre hvad der bliver sagt er måltidet slut. Det tog højst ti minutter at indtage dette festmåltid. Bakken pakkes igen, denne gang med tom emballage, hvilket er der meget af, men først skal der lige ses efter om der mon er en lille rest gemt et sted. Drikkebægerne tømmes af sugerør, der lyder som en tilstoppet støvsuger på jagt efter nullermænd under sofaen. Intet skal gå tabt. Hellere revne end levne. Ungerne forlader bordet og familien for at kaste sig ind blandt de mange andre unger i legeland. De voksne sidder stille og kigger lidt sig fortabt omkring, og overvejer måske om det er tid til dessert og kaffe.

Over desserten, en portion is med karamelsauce og en kop tynd maskinkaffe, taler de om hvor godt og nemt det var at de spiste frokosten her i stedet for der hjemme. Det er både billigt, smager godt og så slipper de for opvasken.

I stedet for at være taknemmelige over letheden kunne man ønske sig, at de ansvarlige voksne tog sig en snak om hvilken madkultur de giver deres børn, hvilke uvaner og hvor længe et barn kan holde sig kørende på pommesfrites, cola og burgermad. Vi voksne har et ansvar for at lære vores børn at begå sig, at spise godt og sundt, og at et måltid også er en kulturel begivenhed, hvor samvær med nære relationer er givende.

Og fastfood industrien har et ansvar at forvalte om at udvikle nye produkter (og nej, en pose forvaskede gulerødder er ikke nok!), der sikrer at fastfoodkulturen også i fremtiden kan blive et alternativ vi vælger for nemhedens skyld - og i sundhedens navn.

Det jeg så og hørte den lørdag ved frokosttid var larm, virak, umulige unger, opgivne voksne og stor ligegyldighed. Spis hellere en pølsemad på rugbrød omkring køkkenbordet, tag opvasken sammen og sluk mobiltelefonen for en stund. Tal og vær sammen. Og spis så ordentligt!

Gid de kongelige var fede....

I nat vågnede jeg og tænkte: hvordan kan det være at de kongelige ikke rammes af samme fedmeudvikling som resten af Danmark. Er det fordi de kan noget, vi andre almindeligt dødelige ikke kan? Har de et hemmeligt kongeligt våben mod fedme? Og har Mary allerede nu været udsat for dette "våben"?

I Danmark er over halvdelen af befolkningen overvægtige eller adipøse, og skal vi tro de seneste ugers skriveri om hvordan fedmen behandles og udvikler sig, ja, så levner det ikke meget håb om at os med et BMI på den "forkerte" side af 25 eller 30 nogensinde bliver normalvægtige igen - og kan holde vægten.

Som formidler udi sundhed og ernæring stiller det mig med et stort dilemma: Hvad skal jeg nu formidle til de mange mennesker, der stadig håber og tror på det tyndere liv? Hvad er vejen at gå? Jeg er overbevist om at vi skal som formidlere skal finde nye veje, finde mere varierede budskaber og metoder at formidle disse på. Det kommer i fremtiden ikke kun til at handle om at få Danmarks befolkning mindre - sådan rent omfangsmæssigt - men også om at vi skal blive mere bevidste om vores sundhed, og hvad det er for en form for sundhed der gør at vi har et godt liv - tykke som tynde.

Jeg ønsker naturligvis ikke at de kongelige bliver federe i fysisk forstand, men jeg tror at jeg vil ringe til Kongehuset og høre hvordan det kan være at kun een i den familie ser ud til at være i samme kategori som mig: BMI > 25. Hvad gør de andre for at holde vægten.. det er jo ikke fordi de ikke fester, spiser chokolade, er inaktive, er det...?

Hav en skøn rå sommerdag.

Claus

Velkommen

Kære læser

I går - torsdag den 18. maj - deltog jeg i Arlas ernæringsseminar "Nicher i Ernæringsdebatten", hvor en af oplægsholderne (Trine-Maria Kristensen hovedetpaabloggen.dk ) foretalte sprudlende, levende og oplysende om nettets kommunikationsmuligheder. Jeg blev grebet og fik lyst til at være med i dialogen! Derfor denne blog.... Velkommen til.

Claus