28 juli 2006

Virker det bedre med skræmmebilleder og forbud?

Ih altså, hvor jeg kan blive sådan helt paf og lamslået.... Har lige set Go´Morgen Danmark , og her var et af indslagene om fødevaresikkerhed og sommervarme! Forstander for Suhr's Husholdningsskole, Lars Sonne-Hansen, fortalte om de mange skjulte og lumske farer der kan være i kød- og pålægsprodukter. Og han har da ret: det kan være en farlig omgang at spise f.eks. farsretter og kylling... men men men... i stedet for at opfordre forbrugere til at lade være med at spise kylling (ja, det sagde han sgu) når det er varmt, så kunne et andet budskab vel være at behandle kødet godt nok og sikkert....

Jeg er ikke tilhænger af skræmmekampagner, tror mere på at vi som formidlere skal oplyse og formidle til forbrugeren, der hvor forbrugeren er. Og forbrugeren render ikke rundt med køletasker i Netto... Og gad vide hvad fødevareproducenterne siger til, at en af landets mest kendte husholdningsskoler opfordrer til midlertidigt boykot!

Indslaget kunne have haft to andre, interessante vinkler.
1. Hvordan sikrer vi os at kødet tilberedes så de farlige bakterier dræbes.
2. Hvad kan vi gøre i indkøbssituationen. F.eks. hvordan pakker man en indkøbspose så de kølige og frosne varer holder posens indhold koldt, hvilke "køleposer" virker og hvilke ikke.

Det er op til både journalist og gæst at sikre, at budskabet til seer (forbruger) ikke bliver et sort hvidt billede - må/må ikke. I dagens indslag kunne hverken gæst eller interviewer lever op til dette....

Her i huset spiser vi fortsat kylling, afskåret pålæg og pålægssalater - også når det er 30 grader varmt. Uden maveonde. Uden køletaske. Uden forbud.

God byttehandel

Jeg har netop meldt mig ind i Dansk Iværksætter Forening, og der faldt jeg over dette helt fantastiske ordsprog:






Jeg har et æg, du har et æg.
Vi bytter.
Jeg har et æg, du har et æg.







Jeg har en god idé, du har en god idé
Vi bytter
Jeg har to gode idéer, du har to gode idéer.


Ovenpå gårsdagens skuffelse (FoodFighter NOT) er jeg på banen igen, og har fuld sving i en masse aktiviteter. Netop nu arbejder jeg på højtryk for at få programmet til konferencen "Overvægt på arbejdspladsen. Udfordringer og potentiale" på plads. Datoen er fastsat til 31. oktober, og det bliver i København. Sæt allerede nu X: det bliver en spændende, spændende dag.

God weekend.

Claus

27 juli 2006

Food-Forty-Fighter.. NOT...

Ja, så faldt afgørelsen, og desværre ikke i mit favør. Som mange af jer læsere ved, så har jeg været indstillet til at blive en af årets Food Fightere. Skrev en ansøgning, hvor hovedvægten var lagt på formidling: mit virke. Og på at mand på 40 sagtens kan være ung af sind og hjerte... Men det blev altså ikke mig.

Nå, det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg er skuffet. Jeg var så småt begyndt at glæde mig til, at skulle se New York. Har i mange år haft den drøm. Har boet tre år i London, og det siges at hvis man kan lide den by, så vil man elske N.Y.



Skuffelse kan jeg ikke bruge til så meget. Alt for tit er jeg i den her situation. Tæt på at komme i mål, men kommer ikke over målstregen. Heldigvis kan jeg se målstregen på flere projekter i den kommende tid, og jeg glæder mig at nyde sejrsrusen - især fordi det er projekter, hvor jeg selv har stor indflydelse på om jeg kommer på sejrsskamlen. Færdig med uddannelse, opstart af egen virksomhed, planlægning af en stor konference.

Og det kan godt være jeg ikke bliver præmieret og belønnet med en tur til N.Y. Heldigvis har jeg allerede fået den største præmie af alle...

Fortsat god, hed sommerdag...

Claus

PS... Nogen der kender nogen, der ved noget om kontorfællesskaber i Odense, Svendborg eller Nyborg? Så kast mig en mail.

07 juli 2006

Stigmatisering af overvægtige?

Følgesygdomme. Fravær. Fyring.

Overvægtige er igen i rampelyset. Ikke med succeshistorier, men med triste beretninger om uberrettiget fyring og om at de overvægtige koster arbejdsmarkedet dyrt grundet følgesygdomme med deraf følgende fravær. I Adipositasforeningen har vi den holdning, at det naturligvis ikke er acceptabelt at fyre og diskriminere på grund af udseende, hvad enten det handler om hudfarve, vægt eller hvad der nu kan skille een ud fra normaliteten. Den holdning tror jeg de allerfleste kan tilslutte sig, det interessante er, hvis vi er så enige, hvorfor sker det så og hvad gør vi ved det?

Arbejdsmarkedet er på vej på tider, hvor der bliver kamp om de kvalifikationer arbejdsstyrken besidder idet der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder. Samtidig er samfundet blevet mere og mere overvægtigt, og der regnes med at 1,7 mio. voksne idag er overvægtige eller svært overvægtige. Og det er let at skrive og sige, at så arbejdspladserne bare ansætte og fastholde medarbejderne - også de overvægtige.

I en undersøgelse foretaget af Lederne viser at 4 procent af lederen har givet afslag på ansøgning direkte relateret til ansøgerens overvægt, 16 procent fortæller at overvægt var en medvirkende årsag.

Statens Institut for Folkesundhed har i en nylig rapport beregnet at overvægt er årsag til 1,9 mio. ekstra sygefraværsdage, svarende til et produktionstab på 6,2 mia. kr.

Mariane Steffensen vejer 130 kilo, og blev fyret efter kun fire dage på sin nye arbejdsplads - og årsagen angivet i fyresedlen er overvægt. Jeg er målløs og forarget, men det får Marianne ikke sit job tilbage af og arbejdsmarkedet ændrer ikke holdning til overvægt af den grund. HK har anlagt sag, og jeg håber, at den arbejdsgiver får en alvorlig lærestreg...

Udfordringen er stor. Jeg har ikke svaret på, hvordan vi får arbejdsmarked og overvægten til at "tale" sammen. Arbejdspladsen er en oplagt mulighed og arena for sundhedsfremme - også i forhold til overvægt, men det kræver en dialog mellem parterne: arbejdsgivere, arbejdstagere og interesse-faglige-organisationer således at rummelighed og accept også bliver mere end blot floskler og smukke hensigter. Der skal handles.

Der intiviteres i efteråret til at tage det første skridt: En konference om "Overvægt på arbejdspladsen. Udfordringer og potentiale", følg forberedelserne her - og giv gerne dit besyv med om, hvad du mener kunne være et bud på både indhold og form i en sundhedsfremmende indsats på arbejdspladsen.

Fortsat god sommer.

Claus.