Demokrati i foreningslivet....

I aftes oplevede jeg hvordan demokratiet kan gradbøjes og udnyttes. På en ekstraordinær generalforsamling blev jeg - og fire andre bestyrelsesmedlemmer - nedstemt. Og ja, det er jo demokratiets præmis; at komme i mindretal.

Men når det at komme i mindretal handler om et "kup", ja, så er det tragisk og uhyrligt. Tragisk fordi det går ud over foreningens gode formål og vigtige sag, og uhyrligt fordi vi blev nedstemt af en familie, der allerede inden generalforsamling havde truffet beslutning om at støtte deres veninde og familiemedlem.

Jeg er vred, såret og skuffet. Ikke fordi demokratiet fejlede og viste sit ikke så charmerende væsen. Men fordi jeg er en mand, der værdsætter demokratiet. Et demokrati kræver at alle parter respekterer det. Og i den senere tid med kulmination i aftes blev vi vist, at det demokrati også kan udsættes for selviskhed og magtudfoldelse.

Det er jeg vred, såret og skuffet over.

Heldigvis er jeg et menneske, der kan være engageret i andre ting. Og ja, en af de ting bliver nu nok at etablere et modstykke til den udemokratiske forening jeg tidligere var formand for og medlem af.

Der er stadig liv....

Praktikken er startet igen og med den en travl hverdag. Er i praktik på ForebyggelsesCentret i Rudkøbing, hvor jeg er blevet koblet på et projekt for kontanthjælpsmodtagere. Underviser og fungerer som projektkoordinator, og det er super spændende, givende og udfordrerende. I det første par uger har jeg lige skulle finde ben at stå op, definere min rolle og udarbejde forslag til ugeplaner for de kommende syv otte uger. Derudover er jeg fortsat studerende og lige i disse dage griber jeg fat i mit bachelorprojekt igen, og skal i gang med en skriveproces. Glæder mig.

At formidle viden om sundhed er ikke altid lige let, det har jeg tidligere skrevet om her på bloggen. Det handler - som i al formidling - om at formidle til en kendt målgruppe, og ramme plet. Hverken over eller under men lige midt i.... Og hvis det skulle ske - og det gør det! - at jeg ikke rammer plet, så er det også en god erfaring, som jeg skal huske at tage med mig videre i mit formidlingsvirke.

Ordene bliver få i denne omgang, skal igang med at forberede mig til i morgen, men vender snart tilbage med mere spændende. Har gang i så mange ting og interessante initiativer - og det vil jeg gerne indvi dig i!

Virker det bedre med skræmmebilleder og forbud?

Ih altså, hvor jeg kan blive sådan helt paf og lamslået.... Har lige set Go´Morgen Danmark , og her var et af indslagene om fødevaresikkerhed og sommervarme! Forstander for Suhr's Husholdningsskole, Lars Sonne-Hansen, fortalte om de mange skjulte og lumske farer der kan være i kød- og pålægsprodukter. Og han har da ret: det kan være en farlig omgang at spise f.eks. farsretter og kylling... men men men... i stedet for at opfordre forbrugere til at lade være med at spise kylling (ja, det sagde han sgu) når det er varmt, så kunne et andet budskab vel være at behandle kødet godt nok og sikkert....

Jeg er ikke tilhænger af skræmmekampagner, tror mere på at vi som formidlere skal oplyse og formidle til forbrugeren, der hvor forbrugeren er. Og forbrugeren render ikke rundt med køletasker i Netto... Og gad vide hvad fødevareproducenterne siger til, at en af landets mest kendte husholdningsskoler opfordrer til midlertidigt boykot!

Indslaget kunne have haft to andre, interessante vinkler.
1. Hvordan sikrer vi os at kødet tilberedes så de farlige bakterier dræbes.
2. Hvad kan vi gøre i indkøbssituationen. F.eks. hvordan pakker man en indkøbspose så de kølige og frosne varer holder posens indhold koldt, hvilke "køleposer" virker og hvilke ikke.

Det er op til både journalist og gæst at sikre, at budskabet til seer (forbruger) ikke bliver et sort hvidt billede - må/må ikke. I dagens indslag kunne hverken gæst eller interviewer lever op til dette....

Her i huset spiser vi fortsat kylling, afskåret pålæg og pålægssalater - også når det er 30 grader varmt. Uden maveonde. Uden køletaske. Uden forbud.

God byttehandel

Jeg har netop meldt mig ind i Dansk Iværksætter Forening, og der faldt jeg over dette helt fantastiske ordsprog:






Jeg har et æg, du har et æg.
Vi bytter.
Jeg har et æg, du har et æg.







Jeg har en god idé, du har en god idé
Vi bytter
Jeg har to gode idéer, du har to gode idéer.


Ovenpå gårsdagens skuffelse (FoodFighter NOT) er jeg på banen igen, og har fuld sving i en masse aktiviteter. Netop nu arbejder jeg på højtryk for at få programmet til konferencen "Overvægt på arbejdspladsen. Udfordringer og potentiale" på plads. Datoen er fastsat til 31. oktober, og det bliver i København. Sæt allerede nu X: det bliver en spændende, spændende dag.

God weekend.

Claus

Food-Forty-Fighter.. NOT...

Ja, så faldt afgørelsen, og desværre ikke i mit favør. Som mange af jer læsere ved, så har jeg været indstillet til at blive en af årets Food Fightere. Skrev en ansøgning, hvor hovedvægten var lagt på formidling: mit virke. Og på at mand på 40 sagtens kan være ung af sind og hjerte... Men det blev altså ikke mig.

Nå, det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg er skuffet. Jeg var så småt begyndt at glæde mig til, at skulle se New York. Har i mange år haft den drøm. Har boet tre år i London, og det siges at hvis man kan lide den by, så vil man elske N.Y.



Skuffelse kan jeg ikke bruge til så meget. Alt for tit er jeg i den her situation. Tæt på at komme i mål, men kommer ikke over målstregen. Heldigvis kan jeg se målstregen på flere projekter i den kommende tid, og jeg glæder mig at nyde sejrsrusen - især fordi det er projekter, hvor jeg selv har stor indflydelse på om jeg kommer på sejrsskamlen. Færdig med uddannelse, opstart af egen virksomhed, planlægning af en stor konference.

Og det kan godt være jeg ikke bliver præmieret og belønnet med en tur til N.Y. Heldigvis har jeg allerede fået den største præmie af alle...

Fortsat god, hed sommerdag...

Claus

PS... Nogen der kender nogen, der ved noget om kontorfællesskaber i Odense, Svendborg eller Nyborg? Så kast mig en mail.

Stigmatisering af overvægtige?

Følgesygdomme. Fravær. Fyring.

Overvægtige er igen i rampelyset. Ikke med succeshistorier, men med triste beretninger om uberrettiget fyring og om at de overvægtige koster arbejdsmarkedet dyrt grundet følgesygdomme med deraf følgende fravær. I Adipositasforeningen har vi den holdning, at det naturligvis ikke er acceptabelt at fyre og diskriminere på grund af udseende, hvad enten det handler om hudfarve, vægt eller hvad der nu kan skille een ud fra normaliteten. Den holdning tror jeg de allerfleste kan tilslutte sig, det interessante er, hvis vi er så enige, hvorfor sker det så og hvad gør vi ved det?

Arbejdsmarkedet er på vej på tider, hvor der bliver kamp om de kvalifikationer arbejdsstyrken besidder idet der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder. Samtidig er samfundet blevet mere og mere overvægtigt, og der regnes med at 1,7 mio. voksne idag er overvægtige eller svært overvægtige. Og det er let at skrive og sige, at så arbejdspladserne bare ansætte og fastholde medarbejderne - også de overvægtige.

I en undersøgelse foretaget af Lederne viser at 4 procent af lederen har givet afslag på ansøgning direkte relateret til ansøgerens overvægt, 16 procent fortæller at overvægt var en medvirkende årsag.

Statens Institut for Folkesundhed har i en nylig rapport beregnet at overvægt er årsag til 1,9 mio. ekstra sygefraværsdage, svarende til et produktionstab på 6,2 mia. kr.

Mariane Steffensen vejer 130 kilo, og blev fyret efter kun fire dage på sin nye arbejdsplads - og årsagen angivet i fyresedlen er overvægt. Jeg er målløs og forarget, men det får Marianne ikke sit job tilbage af og arbejdsmarkedet ændrer ikke holdning til overvægt af den grund. HK har anlagt sag, og jeg håber, at den arbejdsgiver får en alvorlig lærestreg...

Udfordringen er stor. Jeg har ikke svaret på, hvordan vi får arbejdsmarked og overvægten til at "tale" sammen. Arbejdspladsen er en oplagt mulighed og arena for sundhedsfremme - også i forhold til overvægt, men det kræver en dialog mellem parterne: arbejdsgivere, arbejdstagere og interesse-faglige-organisationer således at rummelighed og accept også bliver mere end blot floskler og smukke hensigter. Der skal handles.

Der intiviteres i efteråret til at tage det første skridt: En konference om "Overvægt på arbejdspladsen. Udfordringer og potentiale", følg forberedelserne her - og giv gerne dit besyv med om, hvad du mener kunne være et bud på både indhold og form i en sundhedsfremmende indsats på arbejdspladsen.

Fortsat god sommer.

Claus.

Cheasys indflydelse på munterheden

Fødselsdag. Middagsselskab. Mad. Samtale. PROBLEM.

Vi kender det alle. Sidder der til et middagsselskab. Indledningsmanøvren er overstået. Navn og job er fastslået. Og ja, hvad skal der så tales om. I kraft af mine faglige interesser er et af de store emner i vores hjem MAD. Og dette middagsselskab bliver da ingen undtagelse. MAD; det kan vi alle tale med om. Vi har en mening - ufarlig - om sundhed, hvad der slanker og ikke gør, hvad der smager godt og ikke gør. Om de nye ting på supermarkedets hylder. Samtalen flyder lystigt... Lige indtil talestrømmen fra gæsterne pludselig stopper. En gæst har sagt ordet.

CHEASY
Alle der besøger os, kender til Cheasy produkterne. Vi spiser gladeligt den gode yoghurt og spiser oste med meget lavt fedtindhold og få kalorier. Og vi er glade for det: det smager dejligt, og kan fåes også helt hernede på Langeland i de fleste dagligvarebutikker.

Samtalen tager pludselig en drejning, bliver mindre lystig og munter. En ved bordet siger: Aaaaaj, hvor det bare irriterende med den nye emballage på Cheasy yoghurten. Jeg har selv været voldsomt irriteret i meget lang tid. Troede jeg var den eneste. Men det er jeg ikke. Vi er mange, der er frustrerede og irriterede over, at bunden på den nye emballage ligesom er rund og buler ud, så yoghurten ikke kan stå stabilt og dermed let vælter. Men hvad værre er: under skruelåget (hvad var der galt med den gammeldags åbnemekanisme?), sidder endnu et "låg", som skal hives af ved at trække i en lille plastic dims. Lidt ligesom at trække i udløseren på en faldskærm, dog håber jeg at udløseren på faldskærmen virker bedre og oftere. Jeg vil tro, at ud af 10 liter yoghurt, der knækker plasticdimsen af på de 5 når der hives i den. Og hvad gør man så: Man skal have fat i kniv og skære sig vej ind til yoghurten med fare for både snitsnår og andre farligheder når en ustabil yoghurt skal bekæmpes med skarpe redskaber.

Det er en OMMER!
Og sådan kan en samtale, der er lystig og munter pludselig tage en drejning til irritation og undren. Vi er mange i samme båd, og fra middagsselskabet skal lyde en klar opfordring til Arla / Cheasy. Det er en OMMER. I må tilbage i tænkeboksen for at udvikle den emballage og det i en fart.


PS... Og vi har altså andet at tale om ved middagsbordet end Arla og deres udemærkede produkter. Dette blot til oplysning til den læser, der nu tænker at de da må have mere på sinde dernede på Langeland. Det har vi...

Ernæringsoplysning med et touch af personlighed

Idag er en god dag. Det er alle dage faktisk, men idag er ekstra god. Jeg er på vej til Samsø, hvor jeg i eftermiddag skal holde foredrag... og det er noget jeg nyder. To timer, hvor jeg sætter dagsordenen. Sætter ord på teori. Formidler.

Og det har jeg sørme gjort mange gange efterhånden. Og det er nu underligt, at selvom jeg er ved at være vant med opgaven, så rumler maven fortsat lystigt med nervøse sommerfugle. Men kun lige indtil jeg har sagt: "Velkommen...", så forsvinder sommerfuglene og overlader arenaen til mig og dem jeg formidler til.

Det er min erfaring, at ernæringsformidling skal pakkes ind. Ikke i fede flosker eller sukkersøde anekdoter, men i gode historier, der gør indtryk. Derfor fortæller jeg gerne hvorfor lige netop jeg mener at være kvalificeret til at stå der og formidle... og det gør jeg med min personlige historie. Med latter, smil og til tider lidt eftertænksomhed.

Og det er lige netop det jeg skal i dag. På Samsø Højskole, hvor 45 glade sommerkursister deltager på "Samsø, sund og slank". Derfor er dagen i dag ekstra god. Nåeh ja, og så fordi eksamen i sidste uge gik rigtigt godt. Og fordi jeg nu kan ane en lille sommerferie i horisonten... Og især fordi, det kun er fordi jeg er elsket, at jeg kan træde op og fortælle min historie og dermed formidle ernæringsoplysning med et touch af personlighed.

To nonner og deres frokostglæder...

Hovedbanegården, klokken er henad 12 middag og det summer af kufferter på hjul og fødder i småløb for at nå et tog ud af storbyen. Jeg kigger op fra min gratis avis da jeg aner noget stort, blåt komme susende imod mig... Det er to nonner i fuld ornat.

Det er frokosttid, også for nonner.

Jeg bliver overrasket. Havde vel egentlig forventet at de to - iøvrigt meget smilende - nonner åbne kufferten og frembringe en halvkedelig madpakke smurt for alt for længe siden. Jeg overraskes. De smiler nu meget bredt, åbner frokostposen, der ved nærmere eftersyn er hvide papirsposer med rød skrift.

Nu er smilet KÆMPE stort! På samme tid, som var det aftalt spil eller var de deltagere i synkronfrokostkonkurrence hiver de hver en burger op, stikker sugerøret i hvad jeg formoder er cola og fisker efter pommesfrites. Og spiser med vellyst.

Og hvorfor skulle nonner ikke spise burgermad? Det gør alle andre jo, og mere og mere. Det er der ikke noget galt i - bare det ikke bliver hverdagsfrokosten. Ej heller for nonner på udflugt med hvide papirsposer og blåt ornat.

Hjerte og Hjerne = Sundhed.

Jeg blev i går præsenteret for en tanke, eller nærmere et mantra: Hjerne, Hjerte og Indkøbskurv. Umiddelbart lyder det jo helt korrekt: De tre ting hænger sammen hvis vi vil leve et sundere og lettere liv. Efter nogen eftertænksomhed på en ellers noget travl og hektisk dag tænker jeg: Jamen, sådan har jeg jo altid tænkt og sagt om det at tabe sig, leve sundere. Og for mig handler sundhed meget kort og groft sagt om at have både hjerte og hjerne med. Så kommer det med indkøbskurven af sig selv, og i den putter vi så sundheden.


Der siges og skrives fortsat meget om hvad der er sundt, usundt, lødigt og ikke lødigt. I min verden er alt tilladt, noget mere end noget andet. Det handler om at træffe nogle valg, og være sig de valg bevidst. Hvad betyder det for min sundhed, når jeg vælger som jeg gør. Det kræver en viden, men det kræver først og fremmest at "jeg" er med. Indsigt og følelser. Hjerne og hjerte.


Solen skinner smukt, klokkefrøerne er begyndt at kvække lystigt og på tirsdag skal jeg til eksamen. Her skal jeg perspektivere på en opgave (hurra, den næstsidste) om mandlige kokkes hjertesundhed i forhold til skiftende arbejdstider. Siden vi - min makker og jeg - skrev opgaven er jeg blevet meget, meget klogere...

Vi har skrevet en opgave om hvordan tingene formodentligt hænger sammen, men ikke et ord om hvordan vi så tænker at kokkene rent faktisk kan få muligheden for at træffe sundere valg i deres arbejdsliv. Kokkes dødelighed er høj, hjertekarsygdomme er en af de hyppigste dødsårsager i Danmark og skiftende arbejdstider ved vi kan påvirke det sociale liv, søvnrytme og tilmed stresse. Det er store ting, og det er mange faktorer, der skal ændres for at kokkenes hjertesundhed kan højnes.

Som sundhedsformidler har jeg en forpligtigelse til at formidle korrekt viden - men den viden når kun frem til modtageren hvis den er formidlet så modtageren rent faktisk bliver påvirket af budskabet. Det handler om at give modtageren mulighed for at vælge. Med hjerne og hjerte. Eller jeg kunne sige: Jeg skal formidle viden til hjernen så hjertet mærker det...

Det er det jeg skal op og sige en masse om på 20 minutter på tirsdag kl. 15.20.

Nu venter der koldskål og en lille tekst om kolesterol på terrassen!

Fra teori til praksis

Så oprandt den tid, hvor alle de gode teoretiske begreber for alvor skal vise deres værd! Det er tid til handling ; det er nu tid at omsætte teorien til praksis. Jeg er startet i praktik!

For kort tid siden troede jeg, at jeg uddannede mig til at blive klinisk diætist. Men ak, sådan skulle det ikke gå. Besværligheder med praktikplads (der er sgu langt fra Langeland til Bornholm, hvor jeg havde fået praktikplads), hvorfor jeg valgte at skifte specialelinie til human ernæring... og dermed også nye muligheder for praktikplads. Og her sidder jeg så nu. På Forebyggelsescentret i Rudkøbing! Hurra.

Jeg har gennem længere tid været tilknyttet Forebyggelsescentret med forskellige formidlingstilbud: KostCafé (spørg løs om alt muligt der har med mad og sundhed at gøre) og Mænd & Mad (for svært overvægtige mænd). I min praktik skal jeg arbejde med at projektbeskrive, hvordan vi som Forebyggelsescenter sammen med behandlere kan skabe tilbud til Langelands borgere med det formål at øge folkesundheden inden for nogle af de store livsstilssygdomme: KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesyndrom), Adipositas (fedme), IHS (Iskæmisk hjertesygdom) og NIDDM (Diabetes II).

Jeg er glad for den lokale praktik - og jeg kan allerede her på dag 2 sige: Jeg glæder mig til at være en aktiv del af et spændende forebyggelsesarbejde. Og til at kunne sætte handling bag al den teori de sidste tre år har rustet mig med.

Og så skinner solen, der loves sommerlige temperaturer - og vi får en "ny" bil senere på dagen !Den gamle brød for alvor sammen i går i et sving... Den - altså bilen - besluttede sig på at smide udstødningen i et sving. Håndbremsen røg også. Og ja, dermed dømte mekanikeren bilen for afdød.

Claus

Samtalerne og den svære samtale

I morgen, onsdag den 31. maj, finder konferencen Samtalerne sted i København. Jeg deltager, og glæder mig til en dag med fokus på dialog, samtale og kommunikation. Mon ikke jeg efterfølgende skriver et lille indlæg om dagens indtryk her på bloggen.

Den svære samtale
Arbejdspladser er - og det er jeg sørme glad for - begyndt at i stigende grad at tage deres medarbejderes sundhed og livsstil alvorligt. At se tingene i sammenhæng er vigtigt: mange af de ting vi gør i vores liv i fritiden har indvirkning også på de timer vi er på arbejdspladsen.. og omvendt. Også når det gælder livsstilsfaktorer som rygning, alkohol, motion og madvaner. Resultatet af for lidt motion og for meget mad er - som det nok er alle bekendt - overvægt og fedme.

At arbejdspladsen "blander" sig i medarbejdernes overvægt kan være godt, hvis det gøres sobert, reelt og ærligt - i et tillidsfuldt møde mellem medarbejder og leder. Og arbejdspladsen kan hjælpe og støtte den overvægtige, hvis denne har et udtrykt ønske om at blive hjulpet og støttet. Eller med andre ord: er motiveret for et vægttab. En arbejdsplads kan ikke motivere til vægttab ved at skræmme medarbejderen.

Min helt klare holdning er at vi alle - medarbejdere, arbejdspladser, borgere - har et ansvar for at forvalte vores liv så godt vi kan, udfra de forudsætninger vi har på det givne tidspunkt. Og med støtte fra omverdenen - og indre motivation - kan en ændret livsstil bidrage til det gode liv. Hvis arbejdspladsen vil tage del i livsstilsændringer må den diskutere og formulere en politik, der sikrer medarbejderens tryghed og sundhed. I et tillidsfuldt møde ; i dialog ; samtale.

Så spis dog ordentligt!

Madmæssig sundhed handler ikke kun om at spise fedtfattigt, men også om at være bevidste om hvorfor vi spiser, hvad vi spiser og hvornår, og med hvem. Jeg vil hævde, at spise på fastfoodrestauranter ikke er sundhed overhovedet – ej heller selvom der nu også serveres gulerødder som alternativ til pommesfrites (!!) – eller salat med kylling som erstatning for burgeren.



Lørdag, klokken er halv to. Indkøbene til weekenden er overstået i supermarkedets virak. På vej hjem i bilen funderes over hvad frokosten skal bestå af! Det skal være let, hurtigt og ikke for stort et måltid. Med de kriterier er mulighederne mange… Rugbrødsmadder med pølse og postej indtaget omkring spisebordet? Eller måske lune resterne fra gårsdagens aftensmåltid? Eller…. Skal vi lige smutte forbi McDonald’s, det ligger jo lige på vejen. Fra tanke til handling er der – lige i denne situation, og med råbene unger på bagsædet og en blodsukkerkurve der er nedadgående – ikke langt! Som tænkt, så gjort. Bilen parkeres foran ”restauranten” mellem de andre store familievogne. Parkeringspladsen dufter (læs: lugter) af friture og pommesfrites. Dørene åbnes til paradiset, hvor alt tilsyneladende er tilladt og endnu mere muligt!

I ”restauranten” er selvbetjening den høfligste og eneste betjening. Første udfordring er at finde en god plads. Ungerne vil allerhelst sidde ved et bord der er så tæt placeret ved legeland som muligt. Vi voksne så langt væk derfra som overhovedet muligt. Støjniveauet er over hvad ørerne og tankerne har godt af. I legeland er en børnefødselsdag på sit højeste. Der hujes, råbes og skriges. Pigerne skriger om kap, drengene slås, og alle har ketchup på fingrene og lidt is i mundvigen. Thuhej, der er fest.

Velplaceret ved det fedtede og meget lille bord, hvor dug er en mangelvare og madrester en selvfølge begynder diskussionerne om hvad der skal bestilles. Altså, hvad skal manden i familien rejse sig og stille sig i kø i lang tid for at bestille til en pige puberteten med fiks kasket og et alt for påtaget smil. Familien drøfter de mange muligheder, ikke ved at se på menukortet på bordet, for det findes ikke, men ved at sidde og kigge på store farverige billeder. Der er meget at vælge i mellem, og når først valget af mad, tilbehør, drikke og sauce er gjort skal der tages stilling til almindelig eller stor portion. Nu er vi jo ude, så vi tager den store. Den koster også kun 5 kr. mere…

Familiens jæger – manden – begynder jagten på mad, stiller sig i kø, bestiller, kører gladelig Dankortet gennem terminalen, og en bakke med mad pakkes. Maden stables og pakkes på en slidt plasticbakke med en engangspapirbeklædning, der reklamerer for mere mad. Det er noget af en kunst at for jægeren at vende tilbage til familien med byttet: maden. Han skal bevæge sig ad snoede stier, mellem borde, løbende børn og spisende voksne, der alle har nok i at holde orden i eget hus, ved eget bord.

Nu skal der spises. Frokosten pakkes ud af de mange emballager, og stilles op så armene skal bevæge sig mindst muligt for at komme til. Pommesfrites skal arrangeres, poser med pommesfrites sauce skal åbnes, ketchup lige så. Der skal sugerør i drikken. Og til sidst skal pakken med den varme ret åbnes. Burgeren. Hurra, så er vi alle klar. Nej, vi har glemt servietter, og det er moderens pligt at sørge for at familien ser pæn ud, at facaden er i orden. Hun begiver sig nu – men først efter at have skældt ud på manden, sukket højlydt - ud på den samme tur som manden tidligere var på for at skaffe mad. Servietterne ligger nemlig kun få meter fra det sted hvor den alt for glade pubertetspige solgte os lyksalighederne. Vel tilbage i familiens skød kan måltidet begynde.

Biiiiiip, biiiiip…. Biiiiip, biiiiip. En besked melder ankomst på en af de mange telefoner i ”restauranten”. Det viser sig, at være den ene af ungernes telefon, der ryster lidt og biiiper højt. Og det må være vigtigt, for ungen kaster burgeren ned i bordet og griber hastigt telefon med fedtede fingre og en pommesfrites halvvejs hængende ud af den ene mundvig. Ingen andre ved bordet tager notits af scenariet, der spises videre i hast.

Støjniveauet er stadigt stigende og som om børn og voksne ikke laver nok larm i sig selv, så lyder der nu også musik i højtalerne. Telefoner ringer og der tales med mennesker, sikkert i andre ”restauranter” eller andre eksotiske steder.

Efter at have spist, talt i telefon og råbt lidt til hinanden henover bordet for at kunne høre hvad der bliver sagt er måltidet slut. Det tog højst ti minutter at indtage dette festmåltid. Bakken pakkes igen, denne gang med tom emballage, hvilket er der meget af, men først skal der lige ses efter om der mon er en lille rest gemt et sted. Drikkebægerne tømmes af sugerør, der lyder som en tilstoppet støvsuger på jagt efter nullermænd under sofaen. Intet skal gå tabt. Hellere revne end levne. Ungerne forlader bordet og familien for at kaste sig ind blandt de mange andre unger i legeland. De voksne sidder stille og kigger lidt sig fortabt omkring, og overvejer måske om det er tid til dessert og kaffe.

Over desserten, en portion is med karamelsauce og en kop tynd maskinkaffe, taler de om hvor godt og nemt det var at de spiste frokosten her i stedet for der hjemme. Det er både billigt, smager godt og så slipper de for opvasken.

I stedet for at være taknemmelige over letheden kunne man ønske sig, at de ansvarlige voksne tog sig en snak om hvilken madkultur de giver deres børn, hvilke uvaner og hvor længe et barn kan holde sig kørende på pommesfrites, cola og burgermad. Vi voksne har et ansvar for at lære vores børn at begå sig, at spise godt og sundt, og at et måltid også er en kulturel begivenhed, hvor samvær med nære relationer er givende.

Og fastfood industrien har et ansvar at forvalte om at udvikle nye produkter (og nej, en pose forvaskede gulerødder er ikke nok!), der sikrer at fastfoodkulturen også i fremtiden kan blive et alternativ vi vælger for nemhedens skyld - og i sundhedens navn.

Det jeg så og hørte den lørdag ved frokosttid var larm, virak, umulige unger, opgivne voksne og stor ligegyldighed. Spis hellere en pølsemad på rugbrød omkring køkkenbordet, tag opvasken sammen og sluk mobiltelefonen for en stund. Tal og vær sammen. Og spis så ordentligt!

Gid de kongelige var fede....

I nat vågnede jeg og tænkte: hvordan kan det være at de kongelige ikke rammes af samme fedmeudvikling som resten af Danmark. Er det fordi de kan noget, vi andre almindeligt dødelige ikke kan? Har de et hemmeligt kongeligt våben mod fedme? Og har Mary allerede nu været udsat for dette "våben"?

I Danmark er over halvdelen af befolkningen overvægtige eller adipøse, og skal vi tro de seneste ugers skriveri om hvordan fedmen behandles og udvikler sig, ja, så levner det ikke meget håb om at os med et BMI på den "forkerte" side af 25 eller 30 nogensinde bliver normalvægtige igen - og kan holde vægten.

Som formidler udi sundhed og ernæring stiller det mig med et stort dilemma: Hvad skal jeg nu formidle til de mange mennesker, der stadig håber og tror på det tyndere liv? Hvad er vejen at gå? Jeg er overbevist om at vi skal som formidlere skal finde nye veje, finde mere varierede budskaber og metoder at formidle disse på. Det kommer i fremtiden ikke kun til at handle om at få Danmarks befolkning mindre - sådan rent omfangsmæssigt - men også om at vi skal blive mere bevidste om vores sundhed, og hvad det er for en form for sundhed der gør at vi har et godt liv - tykke som tynde.

Jeg ønsker naturligvis ikke at de kongelige bliver federe i fysisk forstand, men jeg tror at jeg vil ringe til Kongehuset og høre hvordan det kan være at kun een i den familie ser ud til at være i samme kategori som mig: BMI > 25. Hvad gør de andre for at holde vægten.. det er jo ikke fordi de ikke fester, spiser chokolade, er inaktive, er det...?

Hav en skøn rå sommerdag.

Claus

Velkommen

Kære læser

I går - torsdag den 18. maj - deltog jeg i Arlas ernæringsseminar "Nicher i Ernæringsdebatten", hvor en af oplægsholderne (Trine-Maria Kristensen hovedetpaabloggen.dk ) foretalte sprudlende, levende og oplysende om nettets kommunikationsmuligheder. Jeg blev grebet og fik lyst til at være med i dialogen! Derfor denne blog.... Velkommen til.

Claus