07 maj 2007

Ernæringsmærkning... nytter det mon noget?

"Jeg er glad for nu at kunne lancere det nye Spismærke, der kan gøre det nemmere for forbrugerne at træffe det sunde valg i dagligdagen. Producenterne og detailhandlen har desværre ikke vist interesse for at bruge mærket. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg er sikker på, at det nye ernæringsmærke, hvis det bliver brugt, både vil kunne være til gavn for forbrugerne og erhvervslivet". Sådan sagde familie- og forbrugerminister Carina Christensen da hun den 19. april 2007 lancerede det nye ernæringsmærke. (kilde: www.spismest.dk)


Idag har jeg været et smut forbi www.spismest.dk, der er en website hos Fødevarestyrelsen, hvor det blandt andet er muligt at beregne på fødevarer og efterfølgende få en 'dom': spis mindst, spis mindre eller spis mest.


Jeg er noget i tvivl om hvor vidt forbrugeren nogen sinde tager dette mærke til sig, og for den sags skyld også et website, der kræver i hvert fald nogen grad af forhåndskendskab til en varedeklaration. Ganske vist kan man få en vejledning i at læse en sådan via 'Hvad er en næringsdeklaration', men klikker man derpå fremkommer en ret tætbeskrevet side. Ikke nogen nem brugsvejledning. Og det bliver ikke bedre, hvis man ikke allerede har opgivet og klikker sig videre ind på 'Sådan læser du varedeklarationer'.


Som formidlere - hvor end vi sidder i systemerne - må budskabet være så enkelt og klart formuleret, at det er nemt at gå til, også for folk, der ikke har forhåndsviden om ernæring.


Hvad mener du. Har ernæringsmærkning en fremtid i Danmark? Og hvis ja, hvordan skal vi så få os alle - producenter, forhandlere og forbrugere - til at få mærket implementeret i hverdagslivet? Er Spis mindre, mindst, mest - mærket lige netop dét mærke?


Idag vil jeg smide en kommetar på Maja Møllers blog 'Omtanker', hun har nemlig skrevet et rigtigt interessant indlæg om sundhedsklinikker i detailhandlen.

Ingen kommentarer: