21 maj 2007

Jamen, så sæt dog en dagsorden.....

Af og til forundres jeg over hvor 'kedelig' debatten om sundhed, sunde fødevarer og folkesundheden er blevet. Ret ofte sættes dagsordenen af skandalehistorierne: 'Der er alt for mange fede i Danmark', 'Mus fundet i rugbrød', 'Plejehjem indlagt efter salmonellafromage'. Sundhedsdebatten bluser ofte op, når en skandalenyhed finder vej til spaltepladsen - og dermed bliver debatten ofte et forsvar frem for progressiv, fremadrettet, konstrukiv.

Jeg er faldet over en artikel i Politkens ellers gode forbrugersite 'Tjek' . Her citeres Morgens Werge, der er COOP Danmarks fødevarepolitiske direktør således:

»Det er jo altid den med vingummibamser med vitaminer, der bliver hevet frem. Diskussionen har kun handlet om tvivlsomme morgenmadsprodukter og decideret junk som slik, der er blevet iklædt et skær af sundhed«

Og han har helt ret... men hvorfor sætter han så ikke en ny dagsorden?

Elisabeth Geday (R) siger i samme artikel:

»Virksomhederne har heldigvis forstået budskabet om, at vi ikke ønsker den slags skidt i Danmark. Berigede fødevarer forvirrer forbrugerne med hensyn til, hvad der er sundt, og hvad der er usundt. Jeg kender det fra Spanien, hvor min bror bor. Supermarkederne bugner af varer, der er berigede. Der er langtidsholdbar mælk og morgenmadsprodukter, hvor der er klasket vitaminer oveni. Så fokuserer forbrugerne på vitaminerne – der sender et signal om sundhed – i stedet for at se på, at der for eksempel er meget sukker i«.

Hun har jo også ret, men hvornår ser vi så en dagsorden, der tør sætte emnerne til debat uden at det handler om at gå ind i en allerede foregået debat, og uden at forbrugernes negliseres? Jeg mener, det er på høje tid, at vi sætter lidt fut i udviklingen på sundhedsområdet og bryder vanetænkningen.

Conviencefood, funktionelle fødevarer, fastfood - det er en realitet, og jeg gætter da på at fremtidens supermarkeder kommer til at bugne af det! Derfor skal vi sætte en dagsorden og en debat, hvor vi kan få folkesundheden inddraget - og ikke mindst en debat, hvor borgernes interesse ikke ryger på bekostning af pleje af egne interesser....

Politikere, fødevareindustri, patientforeninger, Sundhedsstyrelsen, detailhandel, ernæringsfaglige, Fødevarestyrelse, kommuner og regioner, producenter... :
Hvordan får vi sat en sundhedsdebat, der gør en forskel for folkesundheden - og hvor borgerne føler, at vi taler om en sundhed, der vedrører lige netop dem?

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Claus
Er du ernærings expert?
Hvorfor drikker du så kaffe?

-Jacob

Claus Brandstrup sagde ...

Hej Jacob.... Titlen ernæringsekspert er ikke een jeg har givet mig selv, men et begreb andre har valgt at putte på mig.

Det er jo en interessant vinkel: Skal en ernæringsformidler være rollemodel, og kan en sådan drikke kaffe og veje for meget?

Jeg drikker kaffe fordi jeg synes det smager herligt, og til mit sundhedsbegreb hører også nydelse.

Drikker du selv kaffe? Hvorfor, hvorfor ikke?