24 maj 2007

Svært overvægtig = smækfed?!

Jeg er forarget!

Tidligere har jeg skrevet at sundhedsjournalistikken kunne trænge til et løft! Det mener jeg stadig, og især efter at jeg ser en overskrift som denne i dagens netudgave af Politken:

Smækfede koster samfundet milliarder

Artiklen fejler i sig selv ingenting. Den refererer til en undersøgelser, der opgør antallet af svært overvægtige til 750.000 i Danmark. Og ja, det er et meget stort tal, og ja, det koster samfundet mange ressourcer årligt. Og bestemt en stor udfordring for folkesundheden.

MEN... det er ikke i orden at hænge en så stor befolkningsgruppe ud med et skældsord som SMÆKFED.

Artiklen stammer fra Ritzau, og vil givet give overskrifter i de kommende timer og dage i andre medier. Og nu hvor stilen ligesom er lagt, så vil overvægtige og svært overvægtige sikkert blive kaldt alt muligt. Men må jeg komme med en opfordring om at være reel, saglig og redelig i ordvalget.

At bruge nedsættende termer fremmer ikke motivationen til ændringer. Hvad enten det handler om folkesundhed, integration, arbejdsløshed...

Er det i orden at pressen kalder 14-15% af den danske folkning for smækfede?

Rettelse 24. maj kl. 15.46: Jeg har lige været omkring Politiken igen, og nu er ordet 'Smækfede* erstattet af 'Overvægtige'. Nu er jeg ikke så naiv at tro, at det skyldes min kommentar her på bloggen tidligere idag - og et eller andet sted er det jo også ligegyldigt. Det vigtigste er, at sprogbrugen er ændret, reel, saglig og redelig. Tak for det.

Ingen kommentarer: