05 maj 2007

Fedme er bare en tankegang...

Ovre på Slankecoach's blog har hendeduvednok, skrevet denne gode kommentar til et indlæg:

" Overvægtige har en besynderlig tankegang. Jeg tænkte da jeg var 13 at jeg bare skulle vokse 10 cm, så ville min vægt passe. *lol* Fedme er en tankegang, som man skal lægge om - og det er så hamrende svært. "

Fedme er bare en tankegang, som man skal lægge om... De ord har siddet i mig det meste af dagen. De er så rammende og er ved at finde plads og blive defineret i min virkelighed og i mit tankesæt. Jeg tror, at sætningen rammer helt plet. Dels er overvægt og fedme langt fra kun en fysisk tilstand. Kiloene er nærmere det fysiske resultat af en tankegang, og derfor ligger 'nøglen' til fedmen for individet også her.

Det er tankegangen, der skal justeres. Ikke kun i forhold til energiindtag og vaner, der skal forandres, også i hvilke tanker vi tænker om os selv. For at vi kan opnå motivation til at foretage ændringer, der rækker ud i livet må vi være i stand til at tænke positivt og konstruktivt - også om os selv. Det er en proces, der kræver stor opmærksomhed, men som belønner sig, hvis den lykkes.

I øvrigt har jeg funderet over en anden ting idag. Det er som om, at vi (eller i hvert fald jeg) ikke så ofte møder chokerende 'nyheder' om antallet af overvægtige i Danmark. Har vi nu accepteret at det en udvikling, der ikke kan bremses eller er det blot et udtryk for at der nu er så mange af os overvægtige, at det ikke længere er en nyhed om der er 40, 50 eller 60% med for mange kilo på legemet!? Hvad mener du?

Jeg kaster senere idag min kommentar på en anden ernæringsfaglig blog på 'Køkkenbloggen'.

Ingen kommentarer: