13 maj 2007

Måske ikke det smarteste udtryk...

I Politikens lørdagstillæg 12. maj 2007 under 'Rundt om Sundt' står der følgende lille notits:

Lad være med at spise op
Alt for store portionsstørrelser fører let til fylderi, overvægt og fedme. Mange steder er portionerne blevet større, men det er ikke ensbetydende med, at man skal føle sig forpligtet til at spise op hver gang, siger de danske diætister. "Man kan jo kun appellere til alle om ikke at gå amok i portionsstørrelser, men også om, at man bruger sin sundefornuft. Vi må væk fra, at det er dårlig pli ikke at spise sin mad op eller sige nej tak til en portion mere. Er man mæt, er det decideret dumt at forsætte med at spise, bare fordi der er mere tilbage på fadet eller tallerkenen", siger Ginny Rhodes, formand for Foreningen af Kliniske Diætister, i en pressemeddelelse.

Jeg er enig i meget af indholdet, f.eks. at vi må appellere til f.eks. fødevareproducenterne om at portionerne ikke skal nå giga-size. Og at man skal bruge sin sunde fornuft, det er logik for enhver.

MEN, jeg er ikke enig i, at vi der formidler viden om sundhed og ernæring til borgere/klienter kalder folk for dumme. "Det er decideret dumt...". Jeg har i min tid som formidler og vejleder mødt eksempelvis mange overspisere (Binge eating disorder) for hvem fornuften ikke sætter ind når der spises, men der er sgu langt derfra til at kalde dem for dumme.

Vil du overveje at søge hjælp hos en vejleder, der kalder dig for dum?
Nej, vel?

Heldigvis ved jeg, at langt de fleste diætister og ernæringsvejledere med en anerkendt uddannelse i Danmark er kompetente og kvalificerede, og aldrig ville kunne finde på at kalde folk for dumme, ej heller hvis de vedholdende vedligeholder en gammel kendt vane: at spise op.

Det handler vel om at vi skal hjælpe med at indarbejde nye vaner, hvor det eksempelvis er acceptabelt at levne. Det kræver en accepterende, fordomsfri holdning - og i den er ordet ´dum´ nok ikke repræsenteret.

Ingen kommentarer: